Han nægter at give op. Der er ingen vej tilbage. Det er blevet meget mere end en strid om en sti

Gruset knasede under vores sko på den sti i Kresten Bergsøes have, der var blevet en konflikt mellem almenvellets og individets rettigheder. Når en løber eller en mor med barnevogn kom forbi, trak vi lidt til side, så de kunne passere tværs hen over hans private grund. Han vaklede. Kampen havde allerede haft for store omkostninger, men hvis han gav op ville hans modstandere få ret. »Det er en på alle måder knusende dom,« havde Kresten Bergsøe skrevet til mig et par dage tidligere efter den seneste afgørelse i den sag, der havde strakt sig over strafferetssystemet, flere instanser og nu det civile retssystem. Striden om stien på Farumgård havde ændret hans syn på Danmark. Han havde mistet tiltroen til det, han troede var et ordentligt regelbaseret samfund. »Hvis folk vidste, hvad der foregår,« hvæsede han flere gange. I stedet var hans oplevelse, at magtfulde politikere, som selv udpegede medlemmer af nævn og råd, der skaltede og valtede med private borgeres matrikler, nærmest havde uindskrænket magt til at ignorere domsafgørelser og trumfe deres vilje igennem. Når det ikke lykkedes dem at gå rettens vej, som det var tilfældet, da han vandt eftertrykkeligt i byretten, kunne de bare ændre reglerne efter behag. Han rystede på hovedet med forundret opgivelse og satte ord på, hvad der var på spil: »Det handler om vores eksistens på det her sted.« Mest af alt ked af det Vi stod mellem barokhaven og den over 100 år gamle blodbøg og så ud over stengærderne og skoven med porten mod øst, som kommunen for syv år siden havde meldt ham til politiet for at lukke og låse. I strafferetssagen blev han med henvisning til de gamle aftaler og historiske dokumenter pure frifundet. Men nu slentrede folk på stien i hans have igen. Svanerne vuggede på Farum Søs stille overflade, mens vi talte om, at de af landets førende autoriteter i forvaltningsret, der havde set den seneste dom i civilretssagen, opfordrede ham til at fortsætte kampen. Ikke kun fordi de vurderede, at han havde ret, men også fordi afgørende retsprincipper i det danske samfund var på spil. Ikke mindst det måske mest fundamentale princip af dem alle: En dom er en dom. Kresten Bergsøe stod tavs lidt og sagde så, at det da var rart, at der trods alt var nogle, der kunne se det: »Men egentlig gør det mig mest af alt lidt ked af det,« sagde han så. Æbletræerne på toppen af den lille græsklædte skrænt ned mod søen blomstrede med lyserøde blade. En skarv holdt øje fra piletræet, og gæssene spankulerede adstadigt rundt. Om efteråret holdt ænderne af at spise de overmodne nedfaldne æbler og blev til tider så fulde, at de trillede berusede ned ad skrænten. Bag os luftede en kvinde sin hund på stien, der nu var var sat hegn om, så Kresten Bergsøe og hans hustru på nær nogle tunge låger var lukket inde på en brøkdel af deres egen grund. Ude på søen – til den anden side – kom der ofte folk i kanoer og kajakker forbi så tæt på bredden og huset, at man tydeligt kunne høre dem tale om striden på Farumgård, når deres pagajer brød vandoverfladen, og deres stemmer brød stilheden. Børnene var vokset op i striden, men var nu flyttet. Kresten Bergsøe og Janne Pamsgaard var også kun sjældent hjemme. De opholdt sig mest i deres sommerhus, fortalte deres havemand, da vi sludrede om de hundelorteposer, han samlede op efter folk på stien. Han havde opgivet at konfrontere dem. Hele sagen ødelagde hans gode humør. Så i stedet fortalte han om de fire dådyr i skoven, ræveflokken tæt ved sivene og den gamle grævling, der i mange år havde stået op ud på eftermiddagen for gryntende at vralte på visit hos hungrævlingerne. Kresten Bergsøe bekræftede, at striden havde tæret på dem i en grad, så de ikke længere kunne nyde deres eget hjem: »Vi kan ikke holde ud at være her.« Manden, der var nem at hade Det var en kompliceret sag, der trak tråde længere tilbage i tiden, end de involverede havde levet. I sin inderste kerne var det en strid om, hvorvidt en gammel fredning af Kresten Bergsøes grund gav ham ret til at trække tilladelsen til gående færdsel på en sti tværs over hans grund tilbage. Aftalen var fra en tid, hvor der var langt mindre færdsel ved Farumgård, og folk nok var mere betænksomme over for hinanden og reglerne i det offentlige rum. Kresten Bergsøe kom på Farumgård som barn, da hans mormor ejede stedet, og han var klar over de særlige betingelser på grunden. Men efter han selv tog over, begyndte folk med tiden at opføre sig anderledes end i hans barndom. Folk vadede rundt overalt på grunden, drønede afsted på mountainbikes, holdt picnic og bryllupper, overfusede Kresten Bergsøe og hans familie, og en havemand var blevet fysisk overfaldet. Efter at have levet med det i 14 år smækkede Kresten Bergsøe i 2017 simpelthen portene i. Siden havde naboer kaldt ham sociopatisk. Kommunen havde meldt ham til politiet. Løberne og folk på mountainbikes, der ofte passerede gennem fredskoven og barokhaven på hans matrikel, betragtede ham – i det omfang de overhovedet anede, hvem de susede forbi på stien – som et rigt røvhul med herremandsfornemmelser. De mange indædte høringssvar i sagen viste, at så mange af Farums borgere var på den socialdemokratiske borgmesters side i konflikten mod Kresten Bergsøe, at det var en sag, der kunne være stemmer i. Kresten Bergsøe var kort sagt svær at holde af i et land, der sætter lighed og almenvellet over alt andet. I nogle tilfælde også over gældende lov. Han havde nemlig ret. Kommunen vidste, de ville tabe Det var det, byretten fastslog i straffesagen mod ham i 2018, da kommunen havde meldt ham til politiet. Kommunens og myndighedernes tolkning var, at muligheden for at smække portene i – tilbagekaldelsesretten – var bortfaldet, da der i 1964 blev udbetalt erstatning til den daværende ejer for det værditab, den offentlige afgang havde medført. Men mens det var rigtigt, at der var udbetalt erstatning på 125.000 kroner til de daværende ejere, stod der intet i dokumenterne om, at retten til at lukke adgangen for offentligheden dermed forsvandt. Dommeren i byretten havde sat sig meget grundigt ind i de historiske dokumenter, og afgørelsen havde været så utvetydig, at kommunen efter råd fra Kammeradvokaten trak deres anke tilbage, da det stod klart, de også ville tabe i landsretten. Det stod sort på hvidt i et notat til kommunen, hvor kammeradvokaten under ankesagen skrev, at landsretten vurderede, der var uklarheder i sagen, og at der »er udsigt til, at byretsdommen vil blive stadfæstet, og ejeren vil dermed blive frifundet«. Med beslutningen om at trække sagen fra landsretten, stod byrettens dom ved magt. Dermed havde Kresten Bergsøe domstolenes ord for, at han havde ret til at smække portene i og trække den offentlige adgang til sin have tilbage. Den »redaktionelle« ændring Den afgørelse ville kommune og myndigheder ikke acceptere. Derfor fik kommunen efter råd fra Kammeradvokaten og via Fredningsnævnet administrativt fjernet alle de rettigheder, som Kresten Bergsøe ifølge domstolene havde på sin egen grund. Fredningsnævnet, der bestod af en dommer og to medlemmer udpeget af Furesø Kommune og Miljøministeriet, mente ikke, at der var tale om en ny fredning, der ville udløse en ny erstatning, men derimod blot en ren »redaktionel« ændring af den gældende fredning. I den redaktionelle ændring udgik retten til at smække portene i for offentlig adgang, som myndighederne på trods af byrettens dom om det modsatte insisterede på, at Bergsøe reelt aldrig havde haft. Dermed var Kresten Bergsøe tvunget til at åbne de porte, han havde rettens ord for, at han havde haft ret til at smække i, og derfor spadserede byens borgere igen tværs igennem hans have. Allerede på det tidspunkt lod professor i miljøret på Københavns Universitet Peter Pagh i Berlingske skinne igennem, at myndighederne ved at ignorere byretsdommen udøvede en magtfuldkommenhed, der var en bananrepublik værdig. Formand for Fredningsnævnet dommer Ulrik Finn Jørgensen afviste over for Berlingske at have set bort fra byretsdommen, i stedet havde man »fortolket den«. Strid blandt dommerne Til sidst, i marts sidste år, valgte Kresten Bergsøe at anlægge en civil retssag mod Furesø Kommune, Miljø- og Fødevareklagenævnet og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (tidligere Miljøstyrelsen. red.) med den påstand, at man ikke kunne se bort fra hverken de oprindelige aftaler eller byretsdommen. Et så voldsomt indgreb kunne derfor aldrig blot være en »redaktionel« ændring af den oprindelige fredning, men en helt ny fredning, som skulle udløse en ny erstatning. En ejendomsmægler vurderede, at den offentlige adgang ville koste Kresten Bergsøe 30 millioner kroner i tab, hvis han valgte at sælge. Det var den sag, der nu – ikke uden en vis poetisk symmetri – var blevet afgjort på arbejderbevægelsens kampdag 1. maj med »en knusende dom«. Den var som alt andet i denne sag afgjort i strid. En af de tre dommere var helt usædvanligt så uenig med sin kolleger, at hun valgte at udtrykke sin dissens i dommen. Efter hendes vurdering kunne der ikke herske tvivl om, at Kresten Bergsøe havde domstolenes ord for at have retten på sin side. Som hun skrev i sin dissens, var »Miljø- og Fødevareklagenævnet som forvaltningsmyndighed og efter principperne om retskraft forpligtet til at lægge den meget klare og konkrete fortolkning af kendelserne, som fremgår af Retten i Lyngbys endelige dom, til grund ved behandlingen af sagen«. Men de to andre dommere fortolkede forløbet anderledes, så bort fra dommen i byretten og dømte til fordel for kommune og nævn. Helt inde ved kernen af retsstaten Dermed blev sagen endnu en gang afgjort og forblev endnu en gang uforløst. Hele tiden på vippen. Som professor i forvaltningsret dr.jur. Frederik Waage, der længe stod til at blive den næste ombudsmand, sammenfattede det, da jeg viste ham den seneste dom. »Nogle gange oplever man sager, der nærmest er som forheksede, og som bare ikke kan løses. Alle er uenige. Og alle bliver ved med at være uenige i den her sag. Selv byretten ender med at være uenig med sig selv.« Han mente, at nogle helt afgørende retsprincipper om selve retskraften stod på spil. Retskraften er betegnelsen for, at domstoles afgørelser er bindende. »Jeg har svært ved at følge de to dommeres begrundelse, hvor de ser bort fra byretsdommen og lægger vægt på nogle betragtninger fra landsretten i en situation, hvor landsretten ikke afsiger dom i sagen. Som den tredje dommer siger, så er det jo byretsdommen, der gælder her. Retskraften af byretsdommen ligger fast,« sagde Frederik Waage og tilføjede: »Sagen er principiel, og jeg mener ikke, at ejeren af Farumgård står med en dårlig sag, hvis den ankes til landsretten.« Professor i miljøret ved Københavns Universitet dr.jur. Peter Pagh mente ligeledes, at sagen var inde og røre ved det allermest fundamentale i retssamfundet, nemlig om dommere i en civil retssag kan se bort fra en dom i en straffesag. »Det er en meget principiel sag, der handler om, hvorvidt en dom er en afslutning eller en åbning for, at myndighederne kan blive ved med at finde andre metoder, indtil de får trumfet deres vilje igennem,« som han formulerede det over telefonen. Det var heller ikke en formildende omstændighed, at anken af den oprindelige straffesag blev trukket tilbage fra landsretten. »Det betød, at byretsdommen står ved magt. Det er helt centralt. En doms funktion er at sige, nu stopper festen, og så må sagens parter leve med afgørelsen. Det mener jeg er helt afgørende for både sagen og retssamfundet.« Det var også de tanker, Kresten Bergsøe havde med i sine overvejelser om, hvorvidt han skulle anke civilrettens afgørelse. Sagen havde allerede kostet for mange penge og i for mange år formørket for mange stunder, der kunne have været lysere. Man kunne se det i hans kone Janne Pamsgaards grånende hår, sagde hun og pegede mod sine hårrødder, da vi sad i køkkenet. Thomas Vinterbergs køkken De grønne gardiner, som filmholdet havde sat op til scenerne, hvor Magnus Millang og Esben Smed sad i deres herregårdskøkken i Thomas Vinterbergs tv-serie »Familier som vores«, blafrede let i brisen. De havde også fået nyt tapet, da deres stuer gjorde det ud for Rungstedlund i serien om Karen Blixen med Hollywoodstjernen Connie Nielsen i hovedrollen. Udenfor var havemanden ved at kalke facaden, så den stod klar til optagelser af en ny historisk DR-serie. »Det er vores eneste indtægt på huset,« sagde Janne Pamsgaard. Sagen i civilretten havde kostet dem 300.000 kroner i advokatsalær, og med nederlaget var Kresten Bergsøe pålagt at betale myndighedernes udgifter til Kammeradvokaten, som var over det dobbelte. Hvis han tabte en ankesag i Landsretten, risikerede han at stå med regninger for over to millioner. »Det er mange penge – også for mig,« sagde han. Et ældre ægtepar i bløde sneakers gik forbi på stien og så ud, som om noget i særlig grad havde fanget deres interesse på jorden. Vi vidste begge, hvordan det ville ende. Der var ikke længere en vej tilbage. »De skal ikke have lov til at få ret,« sagde han. Kresten Bergsøe har valgt at anke civilretsdommen til Østre Landsret. Furesø Kommune har ikke ønsket at kommentere sagen. https://www.berlingske.dk/indland/han-naegter-at-give-op-der-er-ingen-vej-tilbage-det-er-blevet-meget-mere